Brioche-burgerboller

Del:
Brioche-burgerboller opskrift hjemmebagt hjemmelavet fuldkorn
Hjemmelavede brioche-burgerboller: Blanke og mørke udenpå, bløde og luftige indeni.

Brioche-bølgen er over os … og de søde, bløde brioche-burgerboller kan nemt laves i en lidt sundere og grovere udgave – uden at det går ud over den gode, autentiske smag af amerikansk diner.

De elsker sødt og blødt brød over there. Så naturligvis skal burgerbollerne også være så bløde, at de nærmest smyger sig om indholdet og kan tygges med tungen. (Så risikerer man jo heller ikke, at nogen skærer sig på en sprød skorpe og sagsøger bageren …).

 

 

Dejen til brioche-burgerboller er meget lig en klassisk fødselsdagsbolle-dej med æg, smør og sukker – men der er mere salt i. I denne opskrift får burgerboller også lov til at efterhæve ganske længe, hvilket giver dem tid til at blive store og luftige.

Brioche-burgerboller opskrift hjemmelavet fuldkorn
Brioche-burgerbollerne skal hæve længe, så de bliver kæmpestore og luftige.

Hvis du vil have den helt perfekte, runde form på brioche-burgerbollerne, så kan du hos din isenkræmmer købe specielle forme eller bageringe til burgerboller.

 

 

Et af kendetegnene ved en brioche-burgerboller er den blanke, mørke overflade, der er resultatet af en generøs pensling med sammenpisket æg. Jeg plejer at pensle dem af to omgange, så de får et godt tykt lag – og gerne helt ned ad siderne. Hvis du foretrækker skorpen endnu mørkere, så pensl kun med æggeblomme i stedet for det hele sammenpiskede æg.

Brioche-burgerboller opskrift hjemmelavet fuldkorn
Hjemmelavet burger … Så er der serveret!

Der er masser af gode grunde til at bruge fuldkornsmel, fx flere fibre, flere vitaminer, mindre blodsukkerpåvirkning … Det er heldigvis meget let med Hvid fuldkornshvedemel, der er fuldkornsmel med næsten samme gode bageevne som almindelig hvedemel. I disse brioche-burgerboller har jeg blandet hvid fuldkornshvedemel med almindelig hvedemel for at få fuldkornets fordele uden at miste bageevnen fra det lyse mel.

 

 

Dejen kan i øvrigt også bruges til at bage nogle vildt lækre pølsebrød. Del blot dejen i ca 20 små boller – på størrelse med golfbolde, der rulles til 12 cm lange pølser. Efterhævning og bagetiden er den samme som brioche-burgerbollerne.

Lad brioche-burgerbollerne køle af på en rist, inden de flækkes og fyldes med alt muligt lækkert. Prøv fx den simple: en god hakkebøf, karameliserede løg og rosmarin-aioli.

 

Brioche-burgerboller opskrift hjemmebagt hjemmelavet fuldkorn
Udskriv
4.41 fra 5 stemmer

Brioche-burgerboller med fuldkorn

Hjemmebagte brioche-burgerboller med fuldkornsmel
Forberedelse10 minutter
Tilberedning15 minutter
Hævetid4 timer
Samlet tid4 timer 25 minutter
Antal: 12
Forfatter: Simon/CookingClub
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.

Ingredienser

  • 10 g gær
  • 3,5 dl mælk (gerne kærnemælk)
  • 350 g hvid fuldkornshvedemel (køb det fx her)
  • 15 g salt
  • 30 g sukker
  • 2 æg
  • 300 g hvedemel (brug fx dette økologiske fra Skærtoft Mølle)
  • 100 g smør (blødt)
  • 1 æg (til pensling)
  • sesamfrø (evt)

Sådan gør du

  • Smuldr gæren i en stor røreskål. Lun mælken en smule, så den er lillefingervarm, hæld den over og rør gæren ud.
  • Hæld fuldkornshvedemelet i sammen med saltet og sukker og rør hele godt sammen med æggene.
  • Sigt det almindelige hvedemel i skålen. Skær smørret i små stykker og tilsæt. Ælt dejen grundigt – i 8-10 minutter – i hånden eller med en røremaskine. Stil dejen til hævning i en skål dækket med et rent viskestykke. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse – det tager ca. to timer.
  • Ælt dejen hurtigt igennem og del den i 12-14 stykker, der formes til boller og derefter trykkes flade, som var det pitabrød. Læg dem på en bageplade dækket med bagepapir, dæk burgerbollerne med plastfilm og lad dem efterhæve yderligere to timer.
  • Tænd ovnen på 200°C (varmluft). Pensl et rundhåndet lag sammenpisket æg på burgerbollerne, drys dem evt med sesamfrø og bag dem i ca. 15 minutter. Er du i tvivl, om de er færdigbagt, så bank let i bunden af dem – det skal lyde hult.

Opskriften indeholder sponsorerede links.

 

Meget mere fuldkorn: Find alle CookingClubs opskrifter på kager og brød bagt med fuldkorn her.

 

Del: