Ikke nok med, at denne fyldige tomatsuppe er sprængfyldt med sunde ingredienser … den smager også helt fantastisk!

Tomatsuppe er i virkeligheden en underdrivelse. Den yderst velsmagende suppe indeholder nemlig udover tomat både rød peberfrugt, hvide bønner og knoldselleri.
Opskriften er fra bogen “Velsmurt”.
Læs mere om bogen her.
Alle disse skønne grøntsager bidrager med hver deres antiinflammatoriske egenskaber, og i selskab med chili, hvidløg og rødløg bliver tomatsuppen et kraftfuldt og helsebringende måltid.
Kammuslingerne indeholder – som mange andre skaldyr – omega-3-fedtsyrer. Dog ikke de store mængder, for de fine hvide muslinger er faktisk noget af det magreste hav-protein, man kan finde.
Gør det selv: Balsamico-glace er en tyktflydende sauce lavet på balsamisk eddike. Lav det nemt selv ved at indkoge balsamico-eddike i en kasserolle på laveste blus. Kog, til du har en konsistens som flydende honning.
Tomatsuppe med kammuslinger
til 2 personer
3 spsk olivenolie
2 fed hvidløg
1 rødløg
½ rød chili
100 g knoldselleri
1 rød peberfrugt
400 g friske tomater (eller 1 dåse hakkede)
120 g butter beans eller hvide bønner (køb dem fx her)
4 dl vand
1 håndfuld frisk basilikum
1 tsk honning
½ tsk salt
1 rundhåndet drys sort peber
KAMMUSLINGER
lidt olivenolie til stegning
150 g kammuslinger
(friske eller frosne)
salt og peber
lidt balsamico-glace
Sådan laver du antiinflammatorisk tomatsuppe
- Varm olien op i en stor gryde. Hak hvidløg, rødløg og chili groft. Skræl knoldselleri og skær den i små tern. Fjern kernerne fra peberfrugten og skær også den i tern. Hæld det hele i gryden og sautér et par minutter.
- Skær tomaterne i kvarter og hæld dem i gryden. Tilsæt bønner og vand og lad suppen koge ved svag varme i 20 minutter.
- Tilsæt frisk basilikum og blend suppen jævn, fx med en stavblender. Tilsæt honning, salt og masser af sort peber.
- Hæld olivenolie på en meget varm stegepande. Tør kammuslingerne af i et stykke køkkenrulle, drys dem med salt og peber og steg dem et minut på hver side. Læg dem på toppen af suppen og dryp lidt balsamico-glace rundt om.