En af de helt store fordele ved denne brasiliansk inspirerede fiskesuppe “Moqueca” er – udover den skønne smag – at der næsten er frit valg af ingredienser.
Der er masser af variationsmuligheder, både hvad angår valget af fisk, grøntsager og ikke mindst styrken. Alle slags fisk er i princippet velkomne i en moqueca-suppe, og vil du skrue op for den antiinflammatoriske styrke i retten, er en fed fisk som laks meget velegnet. Det gælder også skaldyr og blæksprutter, hvis du har nogle på lager.
Grøntsagerne kan sagtens suppleres med – eller udskiftes med – grovere kvaliteter, som fx små broccoli-buketter. Og endelig kan der skrues op for mængden af chili efter smag – enten i form af flere tørrede chiliflager eller skiver af frisk chili.
Det er oplagt at servere en skive brød til fiskesuppen, for der er rigeligt at dyppe i. Vælg i så fald et godt fuldkornsbrød med masser af kostfibre.
Er du vild med fiskesuppe? Så prøv også denne lækre suppe med blåmuslinger.
Den traditionelle moqueca-fiskesuppe laves i en lertøjsgryde, men en almindelig en af slagsen går fint. Du kan læse mere om suppen her på Wikipedia.
Moqueca-suppe
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.
Ingredienser
- 800 g filet af hvid fisk (fx torsk, sej eller måske sværdfisk)
- 3 fed hvidløg
- 1 lime, saft herfra
- 2 spsk olivenolie
- 4 forårsløg
- ½ rød peberfrugt
- ½ gul peberfrugt
- 4 tomater
- 1 spsk sød paprika
- 1 knsp tørrede chiliflager
- 1 håndfuld frisk koriander
- 1 dåse kokosmælk
- salt
- sort peber
- 1 lime (skåret i både)
- fuldkornsbrød
Sådan gør du
- Skær fisken ud i store stykker. Læg fiskestykkerne i en skål og fordel presset hvidløg og limesaft ud over dem. Krydr med rigelig salt og peber. Dæk til, og sæt koldt mens du tilbereder resten af suppen.
- Varm olien i en stor, tykbundet gryde. Skær forårsløgene i tynde skiver, og del dem i hvide og grønne skiver. Hæld de hvide skiver fra forårsløgene i gryden og svits, til de er klare.
- Skær peberfrugterne i strimler og tilsæt. Krydr med 1 teskefuld salt og masser af sort peber. Lad peberfrugterne simre 5-7 minutter til de begynder at blive bløde.
- Skær tomaterne i både, og hæld dem i gryden sammen med de grønne skiver forårsløg. Lad grøntsagerne simre uden låg i fem minutter, og tilsæt til sidst grofthakket koriander.
- Tag halvdelen af grøntsagerne op af gryden, og læg dem til side på en tallerken eller i en skål. Fordel resten af grøntsagerne i bunden af gryden, og læg fiskestykkerne oven på i ét lag. Læg grøntsagerne tilbage i gryden så de dækker fisken.
- Hæld kokosmælken over, læg låget på, bring i kog, og lad suppen simre ved svag varme i 15 minutter. Krydr med paprika, chiliflager og et godt drys salt. Pynt med koriander og limebåde, og server med lidt groft brød.
Opskriften indeholder sponsorerede links.