Gammeldags æblekage

Gammeldags æblekage æblekagerasp
Gammeldags æblekage gør sig vældig godt portionsanrettet i glas.

De fleste mennesker har eller har haft en mormor, der lavede den mest fantastiske gammeldags æblekage. Min hed Bebber, og hun lavede sin æblekage med hjemmeristet æblekagerasp.

▶️ Hop direkte til opskriften.

Bebber brugte tvebakker, som hun knuste fint i en plasticpose med en kagerulle. Den gode, gamle metode virker stadig, men jeg må indrømme, at det går hurtigere med en blender eller foodprocessor.

Der er nogle opskrifter, der ikke skal justeres for meget i sundhedens tegn. Gammeldags æblekage er én af dem … men et lille trick er at erstatte de ganske næringsforladte tvebakker med fiberskorper. De bedste af dem har 8% kostfibre, hvilket ikke er så ringe endda …

Gennem årene har jeg ladet mig overtale til at tilføje lag af knuste makroner til min egen gammeldags æblekage. Jeg må indrømme, at det smager fremragende, og makronernes sødme går godt i spand med de syrlige æbler. Det er faktisk en vigtig pointe: æblegrøden skal være syrlig. Så jo sødere æblerne er, jo mindre sukker skal der i.

 

 

Til 6 personer

 

Gammeldags æblekage

Til æblekagerasp:

150 g knuste fiber-skorper (jeg har brugt Karen Wolf’s økologiske – køb dem evt. her)
2 spsk rørsukker
25 g smør

Til æblegrød:

1 kg æbler
3 spsk rørsukker
1 vaniljestang

Desuden:

ca 100 g makroner
– og evt. et par skefulde flødeskum

 

SÅDAN GØR DU

  1. Skræl æblerne, fjern kernehuset og skær dem i mindre stykker. Smid dem i en kasserolle sammen med 3 spsk sukker og en flækket vaniljestang. Kog æblerne helt møre, næsten udkogte, ved svag varme. Det tager ca 40 minutter, men check undervejs, så de ikke brænder på. Fjern vaniljestangen og stil æblegrøden til afkøling.
  2. Knus 150 g fiberskorper helt fint (det er ca 12-14 stk.). Smelt en klat smør på en stegepande – gerne en pande med høje sider, bland de knuste skorper og sukkeret, og rist det til det er gyldent og sprødt. Rør i raspen jævnligt med en paletkniv (eller vend det i luften med et svirp med panden). Vær opmærksom undervejs – når sukkeret bliver varmt, går det pludselig stærkt med bruningen – og branket æblekagerasp smager ikke godt! Fordel den varme æblekagerasp på et stykke bagepapir og lad den køle af.
  3. Knus makronerne – bare et enkelt knæk, så der stadig er store stykker. Læg alle bestanddelene i lag i en skål eller portionsanret i glas. Min favorit-rækkefølge er: makroner, æblegrød, rasp, æblegrød, makroner, æblegrød, rasp. Uanset hvad, så slut helst af med raspen. Den smager nemlig fantastik, når den blandes med flødeskummet på toppen.
  4. Server den gammeldags æblekage med en skefuld flødeskum på toppen. Den er god med det samme, nær makronerne og raspen er sprøde – men æblekagen bliver såmænd ikke ringere af at stå i køleskabet til næste dag.
Del opskriften: