Citron-aioli

Del opskriften:
citron-aioli opskrift
Revet citronskal og purløg giver en frisk og lækker smag til denne klassiske aioli.

Aioli – hvidløgsmayonnaise – er fast inventar i Middelhavskøkkenet, og velsmagende ledsager til både fisk, kød, brød og grøntsager.

I denne udgave, der er helt perfekt til skaldyr (men smager lige så fantastisk med fx grillet kylling), har jeg tilsat citron og purløg. Det giver en frisk og syrlig smag i god balance til den fede mayonnaise.

Når jeg skriver mayonnaise af god kvalitet mener jeg en mayonnaise, der er lavet på rapsolie eller olivenolie – og ikke solsikkekerneolie eller vindruekerneolie, som ofte bliver brugt i billige varianter. Rapsolie og olivenolie indeholder nemlig de gode enkeltumættede fedtsyrer (rapsolie endda en sjat omega-3 oven i), der virker antiinflammatoriske.

 

 

Du kan naturligvis vælge at røre mayonnaisen selv, men du kan faktisk finde fremragende mayonnaiser på køl i dit lokale supermarked. Husk at læse indholdslisten bagpå – står der blot “vegetabilsk olie”, er det næppe en type og kvalitet, producenterne vil prale med.

Mayonnaise er en fed sag, ingen tvivl om det. Selv om den er lavet på en olie med en god fedtsyresammensætning, i dette tilfælde rapsolie, skader det ikke at bringe fedtindholdet lidt ned (og proteinindholdet op) med et par skefulde skyr.

 

 

Den største udfordring ved denne opskrift er at ramme balancen, når du smager til med citronskal. Citronsmagen skal være tydelig, men må ikke overdøve hvidløget. Prøv dig frem, og tilsæt evt. mere hvidløg undervejs.

Prøv citron-aioli fx på friskpillede rejer … det smager fantastisk!

 

Citron-aioli

3 spsk. mayonnaise af god kvalitet, rapsoliebaseret
2 spsk. skyr
3 spsk. citronsaft
revet skal af 1/2 økologisk (usprøjtet) citron
1 tsk. purløg, finthakket
1 fed hvidløg

 

SÅDAN GØR DU

  1. Hak purløg fint, pres hvidløget, og rør det sammen med mayonnaise, skyr og citronsaft i en skål. Smag til med fintrevet citronskal – aïolien skal have en tydelig citronsmag uden at overdøve hvidløget.

 

Del opskriften: