X

Thai beef salad – oksekødssalat

Del:
Thai beef salad oksekødssalat er lækker både som forret og hovedret. Foto: Jakob Valling.

Det er marinaden, der gør hele forskellen i denne skønne oksekødssalat. Fish sauce, ingefær, chili og meget mere giver en helt fantastisk smag.

Marinaden og dressingen er én og samme opskrift, hvilket gør det meget lettere og hurtigere at gøre den skønne salat klar til servering.

Oksekødssalat er en eksplosion af smage fra det asiatiske køkken, når det er bedst. Masser af styrke og bid fra chili, hvidløg og rødløg. Masser af umami fra fish sauce og soya, og masser af overvældende smagsnuancer fra de ingefær og de friske krydderurter koriander, mynte og basilikum. Toppet med knasende peanuts …

Jeg bruger gerne thaibasilikum i oksekødssalaten, når det er muligt. Smagen er mere krydret og “rigtig” til asiatiske retter end almindelig basilikum – som du dog sagtens kan erstatte med. Du kan læs mere om thaibasilikum her.

Man ku’ jo også bare ha’ stegt en bøf og serveret grøn salat med agurk og tomat til. But where’s the fun in that? Thai beef salad er et lækkert og anderledes måltid – og med god mulighed for at skære lidt ned på mængden af kød, uden at nogen opdager det …

Udskriv

Thai beef salad - oksekødssalat

Der er masser af smage og dufte fra det asiatisk køkken i denne thai beef salad
Ret Frokost, Salat
Køkken Asiatisk
Forb. tid 40 minutter
Tilb. tid 5 minutter
Marinering 2 timer
Samlet tid 2 timer 45 minutter
Antal 4
Forfatter Simon/CookingClub

Ingredienser

  • 400 g oksebøffer (fx skåret af oksefilet)
  • 1/2 lime, saft herfra
  • 1 spsk rørsukker
  • 1 spsk fish sauce
  • 2 tsk sesamolie
  • 1 tsk sojasauce
  • 2 cm frisk ingefær
  • 1 fed hvidløg
  • 50 g peanuts, saltede
  • 300 g cherrytomater
  • 1 agurk
  • 1 rødløg
  • 2 rød chili
  • 1 håndfuld frisk mynte
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • 1 håndfuld frisk basilikum (gerne thaibasilikum)

Sådan gør du

Dressing/marinade:

  • Pisk en dressing af limesaft, rørsukker, fish sauce, sesamolie, sojasauce, fintrevet ingefær og presset hvidløg i en skål.
  • Brug halvdelen af dressingen som marinade, hæld det i en frysepose sammen med oksekødet, og læg det på køl – gerne i et par timer. Sæt også den anden halvdel af dressingen på køl.

Oksekødet:

  • Tag oksekødet op af marinaden, og tør det med et stykke køkkenrulle, pensl med lidt olie, og krydr med salt og peber.
  • Steg oksebøfferne på en meget varm stegepande – eller på grillen – et par minutter på hver side afhængigt af tykkelsen. Læg kødet på en tallerken, dæk med sølvfolie, og lad det trække mens du tilbereder resten af salaten.

Salaten:

  • Hak peanutsene groft, rist dem let på en tør pande, og lad dem køle af.
  • Halver cherrytomaterne. Flæk agurken, fjern kernerne, og skær resten i 2 mm tykke skiver. Pil rødløget, og skær det i tynde både. Fjern kernerne fra chilierne, og skær i tynde strimler. Hak alle krydderurterne groft. Bland alle ingredienserne til oksekødssalaten i en stor skål.
  • Skær kødet i tynde skiver, og læg dem i salatskålen. Hæld dressingen på, og bland forsigtigt rundt. Fordel på fire tallerkener, og server straks.

Noter

Thai beef salad er fra Maratonkogebogens beskrivelse af maratonløbet Bangkok Marathon. Læs mere om bogen.
Del:
Simon/CookingClub:
X

CookingClub bruger cookies på websitet for at sikre, at det virker, som det skal, for at kunne forbedre indholdet, for at kunne måle og analysere trafikken på sitet og for at tilbyde funktioner på sociale medier. Informationer om brug af sitet deles med vores partnere inden for statistik og sociale medier. Ved at klikke "OK" giver du dit samtykke til dette.

Indstillinger