Glutenfri rabarber-mazarinkage

Del:

Mazarinkage er en klassiker på kagebordet med sin fyldige smag af mandler og marcipan. Her er den i godt selskab med skønne, syrlige rabarber.

Glutenfri rabarber-mazarin opskrift
Sød, saftig og ikke mindst glutenfri rabarber-mazarinkage.

Det tager ikke mange minutter at forberede denne glutenfri rabarber-mazarinkage og sætte den i ovnen. Brug den som en lækker dessert med skyr, creme fraiche eller måske lidt vaniljeis – eller bare som en sød bid til en god kop kaffe.

Glutenfri rabarber-mazarin opskrift
Rabarberne skæres i tynde stænger, der anrettes i et flot mønster på toppen af den glutenfri rabarber-mazarinkage.

Den glutenfri rabarber-mazarinkage er en sød og lækker sag, men jeg har prøvet at begrænse mængden af sukker på to måder. Dels ved at udnytte sødmen fra marcipanen, der også giver den skønne mandelsmag, dels ved at tilsætte en banan. Bananen bidrager også med saftighed og fedme, så mængden af smør kan begrænses.

 

 

Mandelmel kan købes i de fleste større supermarkeder, men det er dels ret dyrt, dels er det affedtet – dvs. at mandlernes naturlige indhold af fedt er fjernet. Det er synd og skam, for disse enkeltumættede fedtstoffer er en af de sundeste fordele ved mandler. Køb hellere en pose mandler og blend dem til groft mel selv. Med skal og det hele.

 

 

Ligesom mandelmel er rismel er naturligt fri for gluten. Kan du få fat i fuldkornsudgaven, får du ekstra vitaminer og kostfibre med i købet. Du kan læse mere om forskellige glutenfri meltyper her i denne guide. Foretrækker du at bage med hvedemel, så vælg den variant, der hedder Hvid Fuldkornshvedemel – det er en særlig type fuldkornsmel, der er let at bage med.

 

 

Glutenfri rabarber-mazarin opskrift
Udskriv
4.45 fra 9 stemmer

Glutenfri rabarber-mazarinkage

Saftig og lækker glutenfri mazarinkage med friske rabarber på toppen.
Forberedelse20 minutter
Bagetid30 minutter
Samlet tid50 minutter
Ret: Kage
Antal: 16
Forfatter: Simon/CookingClub
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.

Ingredienser

Rabarber:

  • 200 g rabarber
  • 40 g sukker
  • 1 tsk vaniljesukker (køb fx dette økologiske)

Mazarinkage:

  • 150 g smør (blødt)
  • 100 g sukker
  • 150 g marcipan
  • 3 æg
  • 1 banan (ca 100 g)
  • 75 g mandelmel (blendede mandler med skal)
  • 75 g rismel (køb fx dette fra Dove's Farm)

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 175° C (varmluft).

Rabarber:

  • Rens rabarberne og skær dem i tynde stænger ca 10 cm lange. Vend dem godt rundt i en skål med sukker og vaniljesukker, og lad dem trække, mens du laver dejen.

Mazarinkage:

  • Riv marcipanen groft og pisk den med det bløde smør og sukker i et minuts tid. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk helt igennem mellem hvert æg. Mos bananen og pisk den i. Vend til sidst mandelmel og rismel i dejen.
  • Smør et ovnfast fad (ca 20 x 20 cm) med en smule fedtstof og fordel dejen i et jævnt lag. Læg rabarber-stængerne i ét lag oven på. Tryk rabarberne lidt ned i dejen og hæld sukkerlagen over.
  • Sæt kagen i ovnen og bag den i 30-35 minutter. Tjek med et træspyd, om den er færdig – der må ikke hænge ubagt dej ved – eller med et stegetermometer, der skal vise over 90°.
  • Lad kagen køle af, før du skærer den i firkanter. Brug en skarp kniv, der kan skære rent gennem rabarberne. Server den glutenfri mazarin-kage som den er eller med en skefuld skyr eller creme fraiche.

Video

Opskriften indeholder sponsorerede links.

 

Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.

 

Del: