Bircher mysli

Del:

Bircher mysli er schweizernes foretrukne morgenmad. Den laves i to etaper:  Aftenen før sættes havregryn i blød i mælk og appelsinjuice. Om morgenen blandes de øvrige ingredienser i.

Resultatet er en letspiselig og virkelig velsmagende kold havregrød, der er pakket med kulhydrat, protein, vitaminer og masser af fibre. Perfekt til at give energi og mæthed til en lang trænings-, arbejds- eller skoledag.

 

 

Opskriften kan varieres med rosiner i stedet for tranebær, andre slags bær og mange forskellige nødder. Finvalsede havregryn kan naturligvis også bruges, men de grovvalsede holder strukturen bedre, når myslien står på køl natten over. Bruger du glutenfri havregryn er Bircher mysli den perfekte glutenfri morgenmad.

 

 

Den færdigblandede Bircher mysli kan sagtens holde sig et par dage på køl, og den smager stadig skønt i dagene efter. Det er blevet favoritmorgenmaden her i familien – særligt hos teenage-sønnen.

Bircher mysli opskrift
Bircher mysli med blåbær, hindbær, mandler og valnødder. Foto: Jakob Valling.

Også i Tyskland er Bircher mysli en populær morgenmad. For nylig fik jeg den serveret på et hotel i Hamburg – i en mere cremet, dessertagtig udgave. Tyskerne havde brugt en federe yogurt i stedet for skyr. Vil du prøve det, så skift skyr med fx græsk yogurt 2% eller endda 10% … (omend det vil selvfølgelig påvirke fedtindholdet markant.)

 

 

Der er god antiinflammatorisk styrke i både havregryn, bær, nødder og tranebær. Vil du flytte bircher myslien i en endnu mere antiinflammatorisk retning, så skift skyr ud med A38, Cultura eller Kefir, der alle indeholder de gode probiotiske bakterier.

 

Bircher mysli opskrift
Udskriv
5 fra 3 stemmer

Bircher mysli

Letspiselig og virkelig velsmagende kold havregrød
Forberedelse5 minutter
Tilberedning10 minutter
Samlet tid15 minutter
Antal: 4
Forfatter: Simon/CookingClub
Mangler du ingredienser eller udstyr til opskriften? Klik herunder og køb – nemt og hurtigt.

Ingredienser

  • 200 g havregryn (køb fx disse glutenfri havregryn)
  • 2 dl minimælk
  • 1 appelsin, saften herfra
  • 50 g tørrede tranebær (køb fx disse økologiske)
  • 2 dl skyr
  • 1 æble
  • 1 banan
  • 1 spsk valnødder
  • 1 spsk mandler
  • 1 håndfuld blåbær
  • 1 håndfuld hindbær

Sådan gør du

Aftenen før:

  • Bland havregryn, mælk, tranebær og appelsinsaft i en skål. Dæk skålen til med husholdningsfilm, og sæt den i køleskabet natten over.

Om morgenen:

  • Riv æblet (med skrællen på) på den grove side af rivejernet. Skær bananen i skiver – og halvér skiverne.
  • Hak mandlerne – eller skær dem i splitter, hvis du har tid til det – og knus valnødder i mindre stykker.
  • Bland revet æble, bananskiver, nødder og skyr i myslien. Pynt med blåbær, hindbær, et par af de hakkede nødder.

Video

Opskriften indeholder sponsorerede links.

Bircher Mysli er fra Maratonkogebogens beskrivelse af maratonløbet Swiss Alpine Davos K42.

 

Meget mere antiinflammatorisk: Find alle CookingClubs opskrifter på antiinflammatorisk mad og kager her.

 

Del: