X

Rødbedesuppe med savoykål – borscht-suppe

Del:
Den bugner af antiinflammatorisk sundhed, denne borscht-inspirerede rødbedesuppe. Foto: Andreas Mikkel Hansen.

Den hurtige (og ganske velsmagende) vej til over 300 gram af de gode, grove grøntsager.

Det er suppens fantastiske farve, der først springer i øjnene. Denne klassiske ukrainske rødbedesuppe (og dens mange varianter i Rusland og Østeuropa) er vanvittig flot at se på. Og så smager den formidabelt.

Men dét, der gør den traditionelle bonderet særlig velkommen her i CookingClub, er suppens mange antiinflammatoriske egenskaber.

Rødbede spiller hovedrollen i rødbedesuppen, men der er stærkt selskab af frisk gurkemeje, løg, hvidløg, gulerod, knoldselleri, savoykål og tomat. Alle effektive antiinflammatoriske ingredienser, der giver dig et gedigent sundhedsboost.

Rødbedesuppen er en oplagt vinterspise, særligt fordi både rødbede, knoldselleri og savoykål hører vintersæsonen til (men den kan naturligvis spises året rundt).

Gør den helt grøn: Den ukrainske borscht-suppe laves traditionelt på en fond af kød. Foretrækker du en vegetarisk udgave, så udskift blot hønsekødsbouillon med grøntsagsbouillon. Sørg for at købe en god økologisk bouillon, hvis du ikke har tid til at lave den selv.

Udskriv

Rødbedesuppe med savoykål

Et antiinflammatorisk bud på den ukrainske Borscht
Køkken Russisk, Ukrainsk
Forb. tid 25 minutter
Tilb. tid 35 minutter
Samlet tid 1 time
Antal 2
Forfatter Simon/CookingClub

Ingredienser

  • 1 gurkemejerod
  • 1 rødløg
  • 2 fed hvidløg
  • 200 g rødbeder
  • 100 g knoldselleri
  • 1 gulerod
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 laurbærblad
  • 6 dl hønsekødsbouillon (eller grøntsagsbouillon)
  • salt
  • sort peber
  • 100 g savoykål
  • 1 tomat
  • 2 spsk græsk yoghurt 2%
  • 1 spsk frisk dild

Sådan gør du

  • Skræl og hak gurkemejeroden. Hak løg og hvidløg fint. Skræl rødbeder, knoldselleri og gulerod og skær dem i tern.
  • Varm en stor gryde op og hæld olivenolien i. Sautér løg, rødbeder, knoldselleri, gulerod, gurkemeje og laurbær i 5 minutter. Rør jævnligt undervejs.
  • Tilsæt bouillon, lidt salt og et godt drys peber. Lad suppen simre i 15 minutter.
  • Skær savoykålen i tynde strimler og hak tomaten groft. Hæld begge dele i suppen, og lad den simre 20 minutter mere. Servér med en skefuld yoghurt til hver og friskhakket dild.

 

Meget mere antiinflammatorisk: Find alle CookingClubs opskrifter på antiinflammatorisk mad og kager her.

Del:
Simon/CookingClub:
X

CookingClub bruger cookies på websitet for at sikre, at det virker, som det skal, for at kunne forbedre indholdet, for at kunne måle og analysere trafikken på sitet og for at tilbyde funktioner på sociale medier. Informationer om brug af sitet deles med vores partnere inden for statistik og sociale medier. Ved at klikke "OK" giver du dit samtykke til dette.

Indstillinger