
Lav nemt saftige laksefrikadeller i ovnen med frisk gurkemeje og en lækker kapers-mayonnaise.
Laks er meget mere end bare en ovnbagt filet. Her bliver den sunde fede fisk hakket groft og rørt til en smagfuld frikadellefars med gurkemeje, chili, rødløg og limesaft.
Gurkemeje ligger sammen med ingefær højt på ranglisten af antiinflammatoriske råvarer – både takket være deres betændelsesdæmpende og smertedæmpende effekt, som særligt gigtpatienter kan nyde godt af. Men hvor ingefær som regel stikker af med opmærksomheden i kraft af den bredt anvendelige smag, så er gurkemeje anderledes krydret og markant (gurkemeje er faktisk fast bestanddel i karryblandinger).
Smagen af gurkemeje er til gengæld særdeles velfungerende i disse laksefrikadeller i ovn, hvor også gurkemejens smukke orange farve kommer til sin ret.
Tip: Brug gerne engangshandsker og evt. en kniv dedikeret til formålet, når du arbejder med den orange gurkemejerod – farven er temmelig insisterende.
Opskriften er fra kogebogen “Spis dig sund og stærk”.
Køb den her i shoppen.
Kapersmayo’en er mit bud på en lidt anderledes – og nemmere – hjemmelavet remoulade. De små salte bær, der ofte blot anvendes som pynt, rummer masser af sundhed og masser af god smag.
Hvorfor tilberedes laksefrikadellerne i ovnen?
Den helt store fordel ved at bage laksefrikadeller i ovnen er, at du har hænderne fri til at lave noget andet imens. I dette tilfælde den sauterede spinat. (Nogle vil måske fremhæve, at man også sparer fedtstof ved ovnbagning. Og ja, det ville have betydning, hvis det drejede sig om smør eller tarvelig plantemargarine. Men de sunde enkeltumættede fedtsyrer i olivenolien kan man nærmest ikke få for mange af.)
Opskriften på laksefrikadeller i ovn er fra kogebogen Spis dig sund og stærk, der byder på 82 nemme opskrifter på velsmagende antiinflammatorisk mad til alle dagens måltider: Morgenmad, frokost, mellemmåltider, aftensmad og dessert.
Prøv også mine pandestegte laksefrikadeller med ingefær, sauteret rosenkål og cherrytomater.
Laksefrikadeller i ovn med sauteret spinat
For at gøre det nemt for dig at finde ingredienser og køkkengrej er der herunder links til de produkter, jeg selv bruger. Det er reklamelinks, som giver CookingClub provision ved køb – uden at det koster dig ekstra.
Ingredienser
Laksefrikadeller:
- 225 g laksefilet
- 2 cm frisk gurkemejerod
- 1 rødløg
- ½ chilipeber
- ½ lime, saft og skal herfra
- 1 tsk havsalt
- 40 g havregryn (evt glutenfri)
- 1 æg
- 2 tsk olivenolie (til bagning)
- sort peber
Sauteret spinat:
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk olivenolie
- 250 g frosne spinatblade
- 1 drys havsalt
- sort peber
Kapersmayo:
- 1 tsk kapers
- 2 spsk mayonnaise
- ½ lime, skal herfra
- 1 knsp havsalt
- sort peber
Sådan gør du
- Fjern skindet fra laksefileten og hak kødet, så fint du kan med en skarp kniv.
- Skræl gurkemejeroden og hak den fint. Hak rødløg og chili fint.
- Rør laksen sammen med gurkemeje, rødløg, chili, lime og salt i en røreskål. Tilsæt havregryn og æg, og rør det hele godt sammen. Dæk skålen til og lad farsen trække på køl et kvarters tid.
- Varm olien op i en sauterpande på lav varme. Lad den frosne spinat tø op i panden.
- Hak imens kapers fint. Rør med mayonnaise, limeskal, salt og peber.
- Tænd ovnen på 175°C varmluft.
- Læg et stykke bagepapir på en bageplade. Form 6-7 kugler af laksefarsen og fordel dem på pladen. Tryk frikadellerne flade til en tykkelse på ca. 1 cm. med en paletkniv.
- Dryp med lidt olie, drys med friskkværnet peber og sæt pladen i den varme ovn. Bag laksefrikadellerne i 7-8 minutter.
- Pil hvidløget til den sauterede spinat og skær det i tynde skiver.
- Skru op til middel varme under sauterpanden og tilsæt hvidløg. Steg hvidløg og spinat under omrøring et par minutter. Drys salt og peber på og servér.
| Næringsindhold | pr. person |
|---|---|
| Energi, kcal | 582 |
| Protein, g | 35 |
| Fedt, g | 41 |
| Kulhydrat, g | 18 |
| Kostfibre, g | 7 |










