Glutenfri pastinak-brownie

Pastinak glutenfri brownie kage
En saftig og fyldig glutenfri brownie fyldt med gode sager.

Vent, hvad? Pastinak? I en brownie?

▶️ Hop direkte til opskriften.

Idéen med pastinak i kage kom, da jeg var i London på Borough Market. Jeg valgte at købe et stykke “hvedefri, glutenfri pastinakkage med pære og saltkaramel”. Ja, bageren virkede også selv lidt forbløffet over rent faktisk at sælge et stykke af den kage … Den smagte egentlig ikke vanvittigt spændende, men vigtigst for mig var at konstatere, at den ikke smagte af pastinak.

Den oplevelse banede vejen for at bruge pastinak i kager. Pastinakken indeholder kostfibre, en hel del c-vitamin og er fattig på kalorier. I denne brownie erstatter den både noget af melet, lidt af fedtstoffet (i kraft af sin saftighed), og ikke mindst sukker takket være sin naturlige sødme.

Da jeg nåede til det tidspunkt, hvor melet skulle tilsættes, fløj tankerne igen til kagen fra Borough Market. Hvedefri … glutenfri brownie. Ja, hvorfor egentlig ikke? Så jeg droppede planerne om at bruge hvid hvede, og valgte i stedet havremel.

Således endte denne brownie med at blive glutenfri. Og har du ambitioner om også at være fri for tilsat sukker, så kan du jo udelade de 100 gram brun farin. Erstat dem med lidt mere pære og lidt mere pastinak.

Den minimale sukkermængde i kagedejen gør, at overfladen ikke bliver sprød som en traditionel brownie. Savner du det, så prøv at drysse lidt kanelsukker på toppen inden bagningen.

 

Glutenfri brownie pastinak kage
Rodfrugter i en brownie lyder umiddelbart helt tosset. Men resultatet blev ikke så tosset endda.

 

Glutenfri brownie med pastinak


4 æg
100 g honning
100 g brun farin
100 g dadler
100 g pære
100 g pastinak
100 g smør
100 g rapsolie
100 mørk chokolade
100 g skyr
100 g havremel
75 g kakao
100 g valnødder
1/2 tsk flagesalt

 

Meget mere glutenfri: Find alle CookingClubs opskrifter på glutenfri kager her.

 

SÅDAN GØR DU

  1. Tænd ovnen på 175 grader (varmluft).
  2. Slå de fire æg ud i en røreskål. Tilsæt honning, brun farin, finthakkede dadler og moset pære, og pisk det luftigt og cremet.
  3. Smelt smørret og tilsæt det sammen med rapsolie, smeltet mørk chokolade og skyr.
  4. Rør havremel, cacao, fintrevet pastinak og de grofthakkede valnødder i dejen.
  5. Hæld dejen i en kageform – ca 20×30 cm – foret med bagepapir eller smurt med lidt fedtstof.
  6. Bag brownien midt i ovnen i 18 minutter.
  7. Lad kagen køle helt af, inden du skærer den ud. (Den bliver faktisk kun bedre af en nat i køleskabet.)
Del opskriften: